<

Byggegilde på Aalborgs næste bæredygtige børnehave29-10-2018 - 11:36

Torsdag den 25. oktober var der byggegilde på Aalborg kommunes næste bæredygtige børnehave i Svenstrup. Børnehaven Humlebien indgår i EU-projektet Green Building A-Z, der arbejder for at fremme miljøvenlige og energieffektive byggerier.

Børnene i Humlebien og Hellekisten kan godt begynde at glæde sig til næste år, hvor institutionerne flytter i helt nye, grønne rammer i børnehaven Humlebien. Torsdag den 25. oktober var der byggegilde på byggeriet, som forventes færdigbygget i april 2019.

 

Humlebien er Aalborg kommunes anden bæredygtige børnehave, som skal DGNB-certificeres til sølv.

 

- Bæredygtige principper er en stor del af projektet fra start til slut, dels ved at benytte energioptimale løsninger indendørs, og dels ved at bevare og udnytte områdets natur som en del af børnehavens identitet. Dette gør, at vi opnår en god og sund bygning, der lægger op til bæredygtig og energirigtig adfærd hos børnehavens brugere, forklarer Jens Nielsen, salgsdirektør hos TL BYG, der er totalentreprenør på projektet.

 

Bygningen vil være omringet af jordvolde fra områdets jord som en del af børnehavens grønne profil for at undgå unødvendigt transport- og energiforbrug. Der installeres desuden solceller på børnehavens tag.
 

En del af EU-projekt

Børnehaven Humlebien er udvalgt til at være en del af EU-projektet Green Building A-Z, der arbejder for at fremme bæredygtige og energieffektive offentlige byggerier i Europa. Det betyder, at projektet har modtaget tilskud til innovative og grønne tiltag.

 

- Projektet Green Building A-Z stiller krav til, at man går ekstra i dybden i bl.a. udbud, løsninger og løbende udfordringer i processen. Det kræver naturligvis lidt ekstra tid undervejs og kravene til teknik er flere og mere specifikke end normalt, men det betyder også, at vi er klædt endnu bedre på i løbet af byggeprocessen, fortæller Jens Nielsen.

 

Deltagelsen betyder også, at der er tilknyttet en ekstern Commissioning Procesleder på baggrund af EU-midlerne. Han skal før, under og efter byggeriet sikre den fremtidige drift i forhold til kommunens behov og at byggeriet udføres, som det er blevet projekteret.

 

Børnehaven Humlebien er normeret til i alt 88 børn og fordeler sig på 710 kvadratmeter. Byggeriet står færdigt i april 2019, og i maj 2019 er der forventet indflytning af børn og medarbejdere i børnehaven.

<