< Tilbage

Rejsegilde på ny dagligvarebutik i Løkken28-06-2018 - 09:03

Torsdag den 21. april blev der afholdt rejsegilde på en ny, stor dagligvarebutik i Løkken. TL BYG er totalentreprenør på byggeriet af supermarkedet Meny, som åbner til efteråret.

Torsdag den 21. april var der rejsegilde på byggeriet af den kommende dagligvarebutik Meny på Industrivej i Løkken. Det er to lokale købmænd Richard Andersen og Christian Bast, der er bygherrer på opførelsen af den 1400 kvadratmeter store butik med TL BYG som totalentreprenører. Christian Bast er i forvejen medindehaver af Spar i Løkken, mens Richard Andersen står bag Spar-butikkerne i henholdsvis Hune, Løkken, Aalbæk og samt Meny i Saltum. Det er således mange års solid erfaring og branchekendskab, der står bag den nye dagligvareforretning.

 

Bygget på pæle

Hos TL BYG er man glade for at nå en milepæl i byggeriet, som undervejs har budt på en helt særlig udfordring, der skyldes byggeriets geografiske placering.

 

- Vi er glade for, at vi nu kan fejre rejsegilde på Løkkens kommende dagligvarebutik. Det har været en spændende og udfordrende proces indtil videre, hvor vi blandt andet har valgt at bygge supermarkedet ovenpå 180 pæle, fordi området omkring Løkken generelt består af meget gammel havbund, som blødgør jorden og giver udfordringer i forhold til bebyggelse, lyder det fra Jens Nielsen, der er salgsdirektør i TL BYG.

 

Foruden de 1400 kvadratmeter butiksareal, vil forretningen have tilknyttet en særskilt bager- og caféafdeling på 350 kvadratmeter.

 

Bygherre Christian Bast bliver daglig leder af den nye Meny, som forventes at slå dørene op i løbet af efteråret 2018.

 

 

 

< Tilbage