Musikkens Hus på havnefronten i Aalborg er blevet et arkitektonisk vartegn for byen og hædres verden over for dets særegne konstruktion og imponerende akustik. TL Byg vandt kompletteringsentreprisen og har stået for alt indvendigt arbejde, blandt andet i den store koncertsal og husets foyer.
Musikkens Hus i Aalborg er et koncert- og kulturhus i særklasse, hvor hvert eneste element spiller en central rolle i såvel det markante arkitektoniske udtryk som den særlige akustik, der er med til at give publikum en lydoplevelse ud over det sædvanlige.
Som storentreprenør har TL Byg stået for alt indvendigt arbejde i både koncertsalen og husets øvrige områder som foyer- og backstage-område og blandt andet leveret specialdesignede støbte lydgulve, færdig gulvbelægning, specielle buede vægge i koncertsalen, diverse vægpaneler og forskellige typer lofter – alt sammen med fokus på at optimere akustikken og samtidig imødese de arkitektoniske visioner.
Musikkens Hus rummer et væld af særlige konstruktioner, der bidrager til den høje akustiske værdi. Blandt andet væggene i den store koncertsal, som er beklædt med plader med ’amøber’, der er med til at dæmpe efterklangen og optimere den akustiske oplevelse. TL Byg har designet pladerne, der ændrer karakter fra den ene ende til den anden ende af salen for at styre efterklangen og absorbere lyden bedst muligt.
Alle akustiske rum er desuden bygget i et såkaldt ’box in box’-system. Det vil sige, at hvert enkelt rum betragtes som fritliggende bygninger med en indre og ydre ’skal’ med luft imellem. I Intimsalen er der således 24 centimeter luft imellem væggene i den ydre og indre ’skal’, der hænger i gummibeslag.
Musikkens Hus er på mange måder et enestående og usædvanligt projekt, der har stillet store krav til koordinering og samarbejde. Hos TL Byg har vi haft en tæt dialog med rådgivere, bygherre og de øvrige storentreprenører igennem hele processen, ligesom vi har søgt inspiration og viden fra lignende projekter i Europa for at sikre det bedst mulige resultat.
Musikkens Hus hædres i dag som en af de bedste koncertsale i verden til symfonisk musik. Det blev desuden kåret som Årets Byggeri af magasinet Byggeri i 2014.