Tilbygningen til Hasseris Gymnasium, som oprindeligt er tegnet af arkitekt Jacob Blegvad, er disponeret som en “fritliggende” bygning på det grønne areal nord for festsalen med et klart formmæssigt slægtskab til det eksisterende bygningsanlæg.
På den ene side var det vigtigt, at tilbygningen skulle være i harmoni med den oprindelige arkitektur, men samtidig også være moderne i sit udtryk og markere sig som en ny og moderne bygning.
Med reference til festsalen er tilbygningen udformet med en enkel geometri og ensidig
taghældning, der sikrer stor rumvolumen samt en indbygget rummelig asymmetri, der er med til at skabe optimale akustiske forhold i undervisningsrum og fællesarealer. Tilbygningen kobler sig på gymnasiets eksisterende gangstruktur med en lavere mellembygning med fladt tag, der sikrer en respektfuld afstand mellem nyt og eksisterende byggeri.
Det eksisterende gårdanlæg blev desuden udvidet og reetableret omkring tilbygningen, således gården kunne benyttes til udendørs aktiviteter i musik og dramatik.
Idé og skitseoplæg er udført af Kjaer og Richter, mens TL Bygs egen tegnestue har stået for detailprojektering og myndighedsbehandling.
TL Byg har blandt andet udført råhus-, murer-, tømrer- og el-arbejdet som egenproduktion.
Byggeperiode: 2013-2014
Areal: Ca. 750 m2
Bygherre: Hasseris Gymnasium