Årsregnskab 2022/23

TL Byg leverer solidt resultat

Den nordjyske entreprenørvirksomhed TL Byg kan se tilbage på et tilfredsstillende regnskabsår for 2022/23, som byder på det bedste resultat i flere år med et resultat efter skat på 10,3 millioner kroner. Det positive resultat følges nu op af en ny ambitiøs strategi med endnu mere fokus på virksomhedens kernekompetencer og de faste kunder samt samarbejdspartnere.

TL Byg kan se tilbage på et tilfredsstillende regnskabsår for 2022/23, og adm. direktør hos den nordjyske entreprenørvirksomhed, Jesper Hoffmann, glæder sig over den positive udvikling:

– Vi er glade og stolte over, at vi kan levere et tilfredsstillende regnskab og et resultat i en tid med alvorlige udfordringer i markedet. Det seneste år har vores fokus været på de projekter, hvor vi står stærkest, og hvor vores kompetencer har en særlig berettigelse. Det betyder også, at volumen i dag er mindre vigtig for os. Det har været en sund øvelse, og resultatet bærer i den grad præg af, at vores gode og faste kunder fortsat har tillid til os, og at der har været en generel god styring og struktureret opfølgning på alle projekter.

TL Byg kommer ud af regnskabsåret 2022/23 med et samlet resultat efter skat på 10,3 millioner kroner, hvilket er en markant stigning sammenlignet med sidste års resultat på 2,3 millioner kroner. Samtidig er egenkapitalen blevet løftet til 41 millioner kroner.

– Det positive resultat skyldes i høj grad en dedikeret indsats fra medarbejderne i TL Byg, som hver dag gør et fantastisk arbejde for, at kunderne fortsat vælger og foretrækker os. Det afspejler sig i de positive nøgletal for det netop afsluttede regnskabsår og er med til at skabe et godt og stærkt grundlag for fremtiden, lyder det fra bestyrelsesformand Mikael Vest.

TL Byg har tre forretningsben, som er henholdsvis Entreprise, Service og vinduesproduktion. Entrepriseområdet er det største, men serviceområdet og vinduesfabrikken TL Vinduer, der ligger i tilknytning til TL Bygs kontorer og værksteder på Gartnervej i Skalborg, har ligeledes udviklet sig positivt det seneste år.

Ny strategi skal understøtte udviklingen
TL Byg har for nylig implementeret en ny forretningsstrategi, der har til formål at sætte retningen for virksomheden frem mod 2026. En strategi, som fortsat sætter fokus på virksomhedens kernekompetencer og de faste, langvarige kunderelationer:

– Vi har gennem længere tid arbejdet på en ny forretningsstrategi, som indebærer et fortsat fokus på byggeprojekter til private og professionelle i Nordjylland. Det er inden for det område, vi har opbygget langvarige og tillidsfulde kunderelationer, og det er således her, vi skal lægge kræfterne for at vedligeholde og udbygge disse relationer. Som en del af strategien vil vi arbejde på at udbygge vores position indenfor vores tre forretningsben, og vi vil i det hele taget styrke vores position inden for de kompetencer, hvor vi er bedst, siger Jesper Hoffmann.

Strategien, som har til formål at sikre en lønsom og stabil vækst i organisationen, indebærer blandt andet et øget fokus på implementering af indsatser og løsninger, som forener høj levekvalitet i byggeriet med behovet for den grønne omstilling. Samtidig skal der i endnu højere grad end tidligere fokuseres på kompetenceudvikling hos medarbejderne, som spiller en afgørende rolle i den nye strategi.

– Vi har opbygget en god organisation med et stærkt hold af medarbejdere, der i høj grad er medvirkende til det positive resultat. Samtidig har vi en fornuftig ordreindgang både på den korte og den lange bane, som giver optimisme i forhold til fremtiden, og derfor er det vores forventning at realisere et resultat i indeværende regnskabsår på niveau med det forrige.

For yderligere information, kontakt venligst:
• Bestyrelsesformand Mikael Vest, TL BYG A/S, tlf. dir. 2160 9031 og vest@vinderstrategi.dk
• Adm. direktør Jesper Hoffmann, TL BYG A/S, tlf. dir. 4054 8353 og jfh@tlbyg.dk
• Presseservice: Esben Lind, Publicity, tlf. dir. 2514 5816 og esben@publicity.dk