TL Byg leverer tilfredsstillende resultat trods hård konkurrence om projekter
Evnen til at styre byggeprojekterne sikkert i mål har ført den nordjyske entreprenørvirksomhed TL Byg fornuftigt gennem det seneste år, og virksomheden ser optimistisk på fremtiden.
Trods færre store byggeprojekter og hård konkurrence om de opgaver, der kommer i udbud, leverer TL Byg et tilfredsstillende resultat for regnskabsåret 2025/26. TL Byg afslutter regnskabsåret med en bruttofortjeneste på 84 mio. kr. og et resultat på 4,9 mio. kr. efter skat.
Ifølge adm. direktør Jesper Francois Hoffmann skal resultatet ses i lyset af et marked, hvor udbuddet af store projekter er faldet, samtidig med at mange entreprenører konkurrerer om de samme opgaver. Derudover er markedet fortsat påvirket af relativt høje renter og global usikkerhed, hvilket blandt andet påvirker toldsatser, stigende priser på diesel og olie mv.
– Når vi på trods af disse udfordringer alligevel lander et fornuftigt resultat, skyldes det blandt andet, at vi er lykkedes med en effektiv eksekvering på de store projekter og samtidig har undgået tab på enkeltsager. Det vidner om dygtige medarbejdere kombineret med strukturerede processer. Det har meget stor betydning i betragtning af den konkurrencemæssige situation, som vi ser i disse år, siger Jesper Francois Hoffmann.
Hoved- og totalentrepriser er fortsat TL Bygs største forretningsområde. I løbet af regnskabsåret har virksomheden blandt andet afleveret butik til REMA 1000 i Kærby, ny lounge i Aalborg Lufthavn, ombygning af Hobro Sygehus, ombygning af Seminarieskolen samt flere erhvervsdomiciler for bl.a. C.F. Nielsen og vognmand Erik Duus.
I øjeblikket arbejder TL Byg bl.a. med flere rækkehusprojekter bl.a. i Klarup, Storvorde og Brønderslev med i alt 140 boliger, flere erhvervsbyggerier til Rema 1000 i Skalborg, udvidelse hos HCI i Haverslev samt til Hjallerup Idrætscenter. I serviceafdelingen, som arbejder med mindre konstruktion-, service-, renoverings- og entrepriseopgaver for både erhvervsdrivende og private, har der også været høj og positiv aktivitet i det seneste år.
Øget udbud stimulerer væksten
Jesper Francois Hoffmann ser optimistisk på fremtiden for TL Byg og forventer, at udbuddet af opgaver vil stige i det kommende år. Det skyldes blandt andet udbud fra Forsvaret, samtidig med at der forventes et øget udbud indenfor renoveringsopgaver hos både private og boligselskaber.
– Igennem fire-fem år har der været forholdsvis lav aktivitet på boligmarkedet, men vi kan se, at der vil komme flere renoveringer i de kommende år for at bringe eksisterende lejemål up to date. Det er begge områder, hvor vi naturligvis vil forsøge at gøre os gældende, siger han.
TL Byg løser i dag langt de fleste opgaver i Nordjylland, men virksomheden udelukker ikke at udvide sin geografiske aktionsradius.
– Jeg kan sagtens forestille mig, at vi i en vis grad kommer til at se ud over Nordjyllands grænser, da vi udover mulige opgaver for Forsvaret, meget gerne hjælper de af vores kunder, som vi gennem mange år har opbygget gode relationer til, når de har projekter andre steder i landet, siger Jesper Francois Hoffmann.
TL Byg fastholder dermed sit fokus på langvarige kunderelationer og virksomhedens kernekompetencer.
For yderligere information, kontakt venligst:
Administrerende direktør, Jesper Francois Hoffmann, TL Byg A/S, tlf. 4054 8353 og mail jfh@tlbyg.dk
Presseservice: Anders Green, Publicity A/S, tlf. dir. 2240 3533 og mail green@publicity.dk
