Første spadestik taget til nyt klubhusprojekt hos AaB af 1885
Fredag blev første spadestik taget til AaB af 1885’s nye klubhus på Hornevej i Aalborg Øst. Dermed blev et af de største udviklingsprojekter i klubbens nyere historie officielt sat i gang ved markeringen af første spadestik med deltagelse af blandt andre Aalborgs borgmester, rådmand, samarbejdspartnere, totalentreprenør og repræsentanter fra klubben.
Fredag den 29. maj blev der officielt taget hul på et af de største udviklingsprojekter i AaB af 1885’s nyere historie, da første spadestik til klubbens nye klubhus på Hornevej i Aalborg Øst blev markeret.
Det kommende byggeri på 1.718 kvadratmeter skal indeholde centrale klubfunktioner i moderne rammer med blandt andet omklædningsrum, undervisningsfaciliteter, møderum og fitnessrum.
Ved arrangementet deltog blandt andre Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen, rådmand Jan Nymark Rose Thaysen, bestyrelsesformand for AaB af 1885 Claus Fallingborg samt repræsentanter fra samarbejdspartnere og byggeprojektet.
For AaB af 1885 markerer byggestarten en vigtig milepæl efter flere års planlægning.
– Det her er en vigtig milepæl for AaB af 1885. Vi har arbejdet målrettet med projektet gennem flere år, og nu kan vi endelig tage hul på et byggeri, som får enorm betydning for vores talentudvikling og de daglige rammer omkring klubben. Det er en investering i fremtiden og i de næste generationer af spillere og medlemmer, siger Claus Fallingborg, bestyrelsesformand i AaB af 1885.
Den lokale entreprenør TL Byg står for opførelsen af projektet og ser frem til at sætte gang i byggeriet på Hornevej 2.
– Vi er stolte over at være en del af et projekt med så stor betydning for både AaB af 1885 og Aalborg som by. Det er et spændende byggeri med høje ambitioner, og vi ser frem til at omsætte planerne til moderne og funktionelle rammer, som kan danne grundlag for klubbens videre udvikling i mange år frem, siger Rasmus Aamand Pedersen, salgs- og tilbudschef i TL Byg.
Det nye klubhus forventes at stå klar til brug ultimo maj 2027.
Fakta om projektet
- Nyt klubhus for AaB af 1885 på Hornevej 2, 9220 Aalborg Øst
- 1.718 m² moderne klub- og akademifaciliteter
- Skal huse centrale klubfunktioner
- Forventet færdiggørelse: Ultimo maj 2027
- Totalentreprenør: TL Byg A/S
- Myndighedsprojekt: Ideal arkitekter
For yderligere information, kontakt venligst:
Bestyrelsesformand Claus Fallingborg, AaB af 1885, tlf. 2521 5245 og mail claus.fallingborg@yahoo.dk
Administrerende direktør, Jesper Francois Hoffmann, TL Byg A/S, tlf. 4054 8353 og mail jfh@tlbyg.dk
Presseservice: Esben Lind, Publicity A/S, tlf. dir. 2514 5816 og mail esben@publicity.dk
Pressemeddelelse af 1. juni 2026
