TL Byg står bag tømrer- og snedkerarbejdet på ikonisk Aarhus-hotel:
”Vi har specialfremstillet flere elementer på eget værksted”
Hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann satte i starten af året gang i en omfattende renovering af det ikoniske Hotel Royal i Aarhus. Bag tømrer- og snedkerarbejdet står TL Byg, som er ved at færdiggøre den sidste etape på det historiske hotel.
Midt i hjertet af Aarhus ligger det ikoniske Hotel Royal – Aarhus’ ældste hotel med mere end 140 år på bagen. I 2023 overtog Bühlmann-koncernen forpagtningen af hotellet, og i den forbindelse blev det besluttet, at hotellet skulle gennemgå en omfattende renovering for et tocifret millionbeløb. Her blev TL Byg betroet fagentreprisen herunder tømrer- og snedkerarbejdet.
– Vi er utrolig glade og stolte over at have hjulpet med den store renovering af Hotel Royal, der på mange måder er et af Aarhus’ helt store vartegn. Vi har stor erfaring med at renovere specielle ejendomme, så det var en opgave, der lå lige til højrebenet for os, og som vi virkelig har nydt at nørde med, siger Preben Lassen, der er projektleder hos TL Byg, og tilføjer:
– Til opgaven har vi speciallavet flere elementer til hotellet på vores eget værksted – fra unikke almuelister på væggene til små detaljer på badeværelserne. Som håndværker har det været en yderst spændende opgave, der krævede præcision og dygtighed.
Renoveringen har været i trygge hænder
TL Byg har blandt andet stået for en markant opgradering af hotellets 69 værelser samt etablering af fire helt nye værelser, som spænder fra penthouse og brudesuite til Kings Suite og Queens Single. Derudover har TL Byg været med til at renovere hotellets lobby, samtlige gangarealer og det berømte atrium-område.
– Ambitionen med renoveringen har været at give hele hotellet et markant løft. Hotellet er en ældre, fin dame, som vi gerne ville gøre endnu finere, men samtidig bevare hotellets stemning og finesse. TL Byg har gjort et flot stykke arbejde, og vi har bestemt været i trygge hænder hele vejen igennem – det er ikke sidste gang, at vi samarbejder med dem, lyder det fra Facility Manager hos Bühlmann, Lars Abildgaard.
Renoveringen er ved at være færdiggjort, og hotellet skal efter planen stå helt færdig i slutningen af maj 2024.